Forstå eller forklare? Striden om historisk videnskab!

Forstå eller forklare? Striden om historisk videnskab!

I dag handler det om den spændende diskussion om forskellen mellem at "forklare" og "forstå" i historien. Dette emne, som opstod i Tyskland i slutningen af ​​det 19. århundrede, kaster lys over, hvordan historikere og humanistiske forskere fortolker og analyserer begivenheder.

Hvordan kommer du til hjertet af historiens komplekse spil? Svaret på dette blev i høj grad formet af Wilhelm Dilthey, en indflydelsesrig tænker på sin tid. Han argumenterede for, at de humanistiske metoder ikke kan opnå samme sikkerhed som naturvidenskaberne. At tage højde for historiske aktørers motivationer og deres interaktioner spiller en afgørende rolle. Denne differentiering er ikke blot en akademisk konstruktion, men danner det grundlag, som vi forstår historien på.

Dilthey blev født den 19. november 1833 i Biebrich-Mosbach og voksede op i et teologisk miljø. Som søn af en præst lærte han kunsten at forstå i en tidlig alder. Hans akademiske karriere førte ham gennem studier i teologi, historie og filosofi til en stilling, der tog ham som redaktør og lærer ved universiteterne i Berlin og Basel. Hans hovedværk, "Introduktion til humaniora", blev et mantra for alle, der arbejder inden for dette felt. Dilthey forsøgte at adskille humaniora fra naturvidenskab og placere begrebet "forståelse" i centrum for diskussionen. Sådan beskriver han, at fortiden ikke kun skal forklares, men også forstås.

Sondringen mellem kausalitet og motivation

Dagens debat viser, at positivismen, grundlagt af Auguste Comte, ofte søger klare årsagssammenhænge, ​​mens tysk sociologi, især Max Webers, forfølger en mere nuanceret tilgang. Historikere som Marc Bloch definerer historie som "fortælling gennem spor", og væver dokumentariske beviser med narrative elementer, mens de samtidig konfronteres med kildekritikkens udfordringer.

En anden vigtig faktor er det, Reinhart Koselleck kalder "kildernes veto". Dette gør det klart, at fakta ikke kan vilkårligt erstattes eller manipuleres. Historikere er forpligtet til at citere deres dokumenter og omhyggeligt undersøge deres ægthed. Dette leder os til de fire centrale aspekter, som Denis Thouard, direktør ved CNRS i Paris, identificerede: kildeanalyse, kildekritik, fortolkning af kilderne og endelig fortællingen af ​​resultaterne i en poetisk form.

En livlig diskussion på det spirituelle område

Christophe Bouton, professor i filosofi ved universitetet i Bordeaux Montaigne, bringer en anden dimension til denne debat ved at diskutere Hegels syn på tid og historie. Dette viser, hvor sammenflettede teorierne og tilgangene er, og hvordan der sker en accelereret udveksling mellem forskellige tanketraditioner. Spørgsmålet om historiens disciplin og dens metoder forbliver derfor et centralt tema i tysk tænkning.

Debatten om at "forklare" og "forstå" har ikke mistet sin relevans og er stadig et varmt emne blandt humanistiske forskere. Indflydelsen af ​​Diltheys ideer og efterfølgende diskussioner fortsætter med at forme landskabet for historisk forskning. Dette gør det klart: Klassifikationsstandarden er af enorm betydning ikke kun akademisk, men også socialt.

Grænsen mellem "forstå" og "forklare" forbliver således mindre stiv, end man skulle tro, hvilket åbner perspektiver for ny forskning og historiske fortællinger.

I en tid, hvor menneskehedens hukommelse er truet, som f.eks. påvirkningen fra den digitale verden fanget i Wayback Machine, er det endnu vigtigere at se nærmere på vores fortid og værdsætte de værktøjer og metoder, vi har til rådighed. En opfordring til økonomisk støtte til sådanne arkiveringsprojekter er derfor mere end blot et økonomisk anliggende, det er et bidrag til kulturel hukommelse og identitet.

For mere information om disse fascinerende emner, kan du læse de detaljerede synspunkter og diskussioner i disse artikler: Radio Frankrig, Wikipedia og Archive.org.