Suche
Mein Konto
Misofoni: Når hverdagens lyde fører til vrede og isolation!
Find ud af, hvad misofoni er, hvilke symptomer der opstår, og hvilke behandlingsmuligheder der er tilgængelige - aktuelle fund om lidelsen.
Misofoni: Når hverdagens lyde fører til vrede og isolation!
Hvad er nyt om et emne, som mange af os har brug for at få styr på? Vi taler om misofoni - en lidelse, der ifølge hl-live.de beskrives som et "had til lyde" og især påvirker nogle hverdagslyde. Disse lyde kan omfatte tygning, dryppende vandhaner eller naboer, der slår deres læber, hvilket ofte virker normalt for udenforstående. Men for omkring 15 til 20 procent af befolkningen, der er ramt af denne sygdom, bliver det hurtigt en byrde.
Misofoni manifesterer sig normalt i følelsesmæssige reaktioner som vrede, frustration og endda afsky, selvom støjens styrke ikke spiller en væsentlig rolle. For mange ramte mennesker opstår følsomhed ofte i puberteten, og de første symptomer opstår ofte mellem 8 og 13 år. Da de præcise årsager stadig er uklare, har eksperter mistanke om en sammenhæng mellem bestemte lyde og negative eller traumatiske oplevelser, der skærper opfattelsen.
Hvad sker der i kroppen?
En meget spontan reaktion på triggerlydene er karakteristisk. Disse spænder fra fysiske symptomer såsom hjertebanken til svedtendens. Ifølge pmc.ncbi.nlm.nih.gov varierer følelsesmæssige reaktioner afhængigt af tidligere personlige erfaringer og social kontekst. Mange syge har svært ved at blive i samfundet, fordi triggerlydene kræver deres fulde opmærksomhed og ofte fører til social isolation.
Terapimuligheder og mestring
Hvad gør man så, hvis lydene gør hverdagen svær? Svarene er lige så forskellige som symptomerne: fra autogen træning til progressiv muskelafslapning og Tai Chi til adfærdsterapier og specielle teknikker såsom neural genmønster, som alle har til formål at kontrollere den følelsesmæssige reaktion på lydene. Derudover rapporterer misophonie.de foranstaltninger såsom brug af ørepropper eller baggrundsstøj for at minimere triggere. Men viden om denne lidelse er begrænset, hvilket betyder, at de ramte ofte skal uddanne deres behandlere om misofoni.
Hvad der er særligt frustrerende er, at misofoni endnu ikke er officielt opført i medicinske diagnostiske systemer såsom ICD-10, hvilket gør det vanskeligt at få adgang til behandling. Derfor bør de berørte ikke være bange for at søge lægehjælp for at udvikle strategier til at håndtere deres følsomhed.
Dette gør det så meget desto vigtigere at bringe dette emne til offentligheden. Takket være fortsat uddannelse og forskning i misofoni er der et stort behov for forståelse og støtte til dem, der lider af denne ofte ikke-erkendte lidelse. Mon ikke vi alle fortjener lidt mere forståelse for de lyde, der omgiver os i hverdagen?