Suche
Mein Konto
Musikeren Gliwitzki bringer tidløse protestsange til Langenaubach
Stefan Gliwitzki præsenterer sit sangskriverprogram i Langenaubach, hvor han reflekterer over historiske sange om flugt og fred.
Musikeren Gliwitzki bringer tidløse protestsange til Langenaubach
Musik har magten til at bevæge folk og få dem til at tænke. Musikeren og forfatteren Stefan Gliwitzki præsenterede for nylig sit sangskriverprogram i Langenaubach, efter at hans folkeband "Tone Fish" ikke var i stand til at optræde i Haiger. Gliwitzki tilbød lytterne et udvalg af sange, der er mere end 20 år gamle, men forbliver tidløse og yderst relevante. Mittelhessen.de rapporterer, at...
Fokus var især på kendte sange som ”Es ist an die Zeit” af Wader, der med sin reference til Første Verdenskrig inviterer til eftertænksom diskurs om tidligere konflikter og aktuelle løgne. Et andet bemærkelsesværdigt stykke var Reinhard Meys "Nej, jeg vil ikke opgive mine sønner", som får ny relevans af den aktuelle debat om genindførelse af værnepligt. Gliwitzki formåede at reagere på den amerikanske præsidents ønske om fred gennem kritisk mådehold, hvilket udløste livlige diskussioner blandt alle tilstedeværende.
Historien om protestsange
En af de mest imponerende sange var "Moor Soldiers", som blev skrevet i 1933 af fanger i koncentrationslejren Börgermoor og forbudt af nazisterne. Denne sang, et symbol på modstand, blev skabt under nazitiden og er stadig en integreret del af fredsbevægelsen i dag. Den blev oprindeligt skrevet i koncentrationslejren "Börgermoor" i Emsland, hvor den tjente som udtryk for lidelse og håb for fremtiden. Den findes på mange europæiske sprog og blev blandt andet den republikanske hymne under den spanske borgerkrig. I en optagelse af den første forestilling, som fandt sted den 28. august 1933, marcherede sangerne med skovle i hænderne og bar grønne politiuniformer. Wikipedia beskriver det...
Gliwitzki mindede tilhørerne om, at tyskere også tidligere har været flygtninge, hvilket er særligt vigtigt i forbindelse med aktuelle flygtningediskussioner. Dette trak paralleller til andre proteststemmer i musikhistorien, hvor sange på trods af den tid, de blev til, stadig fungerer som talerør for sociale og politiske uretfærdigheder.
Betydningen af protestmusik
Musikkens evne til at formidle politiske synspunkter og mobilisere samfundshandlinger er ubestridt. Som man så stærkt under borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne, skaber musik en gruppeidentitet, der binder mennesker sammen. Kunstnere som Bob Dylan og Joan Baez skrev uforglemmelige protestsange, der fortsætter med at forme det kulturelle landskab i dag. "Blowing in the Wind" eller "We Shall Overcome" er eksempler på sange, der stimulerer til eftertanke og mobiliserer. Denne tradition er ikke begrænset til én genre, men løber gennem musikkens historie som et medie til forandring. Systmus fremhæver musikkens rolle som et middel til protest...
Arrangementet med Gliwitzki var mere end blot en musikalsk aften; det var en opfordring til at konfrontere fortiden og samtidig et kig ind i fremtiden. Hun mindede os om, at musik ikke kun underholder, men også åbner op for måder at tænke på vigtige emner og måske endda inspirere til forandring. I en tid, hvor mange spørgsmål forbliver ubesvarede, er det op til os at fortsætte traditionen for protest i musikken.