Rotter på flagermusjagt: En uventet kamp for overlevelse!

Rotter på flagermusjagt: En uventet kamp for overlevelse!

Biologer observerede et usædvanligt skue i Segeberg Kalkberg-hulen. Ved hjælp af infrarøde lamper og lysbarrierer kombineret med kameraer blev mere end 30 angreb fra brune rotter på flagermus dokumenteret over en periode på fem uger. I 13 af disse tilfælde var angrebene dødelige for de små flyvende pattedyr, som ikke kun blev dræbt af rotterne, men også taget væk og spist scinexx rapporteret. Det er ikke første gang, at sådanne hændelser er blevet observeret, da der også er fundet ædte flagermuskroppe i Lüneburgs Kalkberg.

Den brune rotte (Rattus norvegicus), oprindeligt hjemmehørende i Østasien, har spredt sig over hele verden ved hjælp af mennesker og kan nu findes på næsten alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. Denne gnaver er blevet særligt etableret i menneskelige bosættelser og er kendt for at fodre på både plante- og dyreføde. En særlig evne hos brune rotter er deres brug af knurhår som vibrationssensorer til at registrere flagermus selv i mørke, hvilket er en ekstraordinær jagtstrategi.

Brune rotters jagtstrategier

Brune rotter bruger to hovedstrategier til at fange deres bytte: de venter tålmodigt ved indgangen til flagermusens vinterpladser eller angriber hurtigt, så snart flagermusene hviler eller lander. Biologer vurderer, at disse rottepopulationer i Segeberg dræber tusindvis af flagermus hver vinter, hvilket ikke kun er en bekymring for flagermuspopulationer, men også potentielt udgør en sundhedsrisiko for mennesker. Disse dyr er vektorer af vira, og der er en mulighed for, at rotter kan opfange patogener fra dræbte flagermus og transportere dem ind i bymiljøer.

Selvom der i øjeblikket ikke er tegn på en akut sundhedsrisiko, anses det for at være presserende at kontrollere rottepopulationer i byer og nær flagermus. En målrettet tilgang kunne ikke kun beskytte truede flagermuspopulationer, men også minimere potentielle risici for menneskers sundhed. Ifølge estimater kan en lille koloni på kun 15 brune rotter forgribe sig på 7 % af de omkring 30.000 flagermus, der går i dvale i regionen, hvilket yderligere illustrerer problemets omfang.

Et kig på den brune rotte

Den brune rotte er kendetegnet ved dens variable pelsfarve, som spænder fra snavset gråbrun til mørkebrun-sort. Den har en hoved- og kropslængde på 18 til 26 cm med en lige lang hale og vejer mellem 170 og 350 gram. Den formerer sig året rundt og de kønsmodne dyr føder mellem en og 15 unger. I deres naturlige habitat bor de i skove og buskede områder, mens de i bymiljøer ofte findes i kloakker, lossepladser eller endda kældre.

Dette viser på imponerende vis, hvorfor beskyttelse af flagermus og bekæmpelse af brunrottepopulationen er af stor betydning for et sundt økosystem. Ved at fortsætte med at overvåge situationen og træffe passende foranstaltninger kan der opnås en balance mellem arter, til gavn for både flagermus og mennesker i området.