Kleists The Broken Jug skinner i ny pragt i Wilhelmshaven!

Kleists The Broken Jug skinner i ny pragt i Wilhelmshaven!

I hjertet af Wilhelmshaven bringer den nye chefinstruktør Nicola Bremer et frisk pust til teatret. Hun iscenesætter Kleists "The Broken Jug", en klassiker, der ikke kun er dækket af Abituren, men som også betager publikum med originale detaljer. NWZonline rapporterer, at produktionen kredser om handlingen i 1800, en tid der gik forud for moderne metoder til at sikre retsmedicin og indsamling af beviser.

Perceptionstemaet er centralt, da karaktererne insisterer på deres helt egne versioner af historien. For at publikum fortsat er uklare om, hvad der vil ske i finalen, fastholder Bremer spændingen til det sidste. Et markant element i produktionen er den store, hvide kattepote, som er portrætteret af Sven Heiß og vækker opsigt.

Fra knald til drama

Scenen overtages af et højt brag og røg, som griber publikum lige fra start. Delene af Corpus Delicti bruges til at skabe kajen, podiet og registret for dommer Adam (spillet af Stefan Faupel), som dukker op med skader i hovedet og refererer til en bizar historie med en kat. For at publikum ved, hvad der er på spil, drejer retssagen sig om Marthe Rulls (Aida-Ira El-Eslambouly) knækkede kande.

Midt i det juridiske kaos forsøger dommer Walter (Simon Ahlborn) og fuldmægtig Licht (Félicien Moisset) at afklare situationen. Stykket udvikler sig ikke kun som en kriminalsag, men også som en romantisk kærlighedshistorie mellem Eve Rull (Anne Weise) og Ruprecht Tümpel (Friedrich Steinlein).

Et kig bag kulisserne

Sproget forbliver tro mod Heinrich von Kleists stil, men karaktererne får mere indre liv og dybde gennem produktionen. Seerne kan blive følelsesmæssigt knyttet til karaktererne og opleve deres udvikling tæt på. Med denne produktion viser Bremer ikke kun sine talentfulde instruktørevner, men stimulerer også til refleksion over menneskelige længsler og relationer.

Interessen for forholdet mellem dramatisk tekst og teater diskuteres også i nyere undersøgelser. Som Milena Rolkas analyse gør det klart, er performance i drama blevet set som et væsentligt strukturelt princip siden det 18. århundrede. Dette perspektiv supplerer publikums vilje til at engagere sig i forestillingen og anerkende kompleksiteten af ​​de portrætterede relationer. Königshausen & Neumann beskriver denne dramaturgi er afgørende for forståelsen af ​​Kleists værker.

Med denne kreative produktion af “Den knækkede kande” viser Nicola Bremer, at teater stadig er meget populært i dag og kan tilbyde et rum for refleksion over menneskeheden.