Parchim bevarer DDR's historie: gadenavne med en begivenhedsrig fortid

Parchim bevarer DDR's historie: gadenavne med en begivenhedsrig fortid

I Parchim, en by med en begivenhedsrig historie, forbinder gadenavnene nutiden med DDR-fortiden. Betydningen af ​​disse navne rækker langt ud over det daglige; de afspejler politiske epoker og sociale idealer. Igen Northern Courier rapporter fortæller mange af disse navne om socialistiske pionerer og antifascistiske martyrer.

**Otto-Nuschke-Straße** er særligt slående. Hun er et af de få navne, der åbent refererer til DDR's politik. Som formand for det østlige CDU var Otto Nuschke en central figur i sin tid og symboliserede forsøget på at udbrede kristnes og socialisters enhed. Dette gadenavn er et levn fra en ideologisk strategi, der havde til formål at skabe en bred social alliance under SED.

Gadenavne og deres historier

Et andet vigtigt gadenavn er **August-Bebel-Straße**, som er opkaldt efter medstifteren af ​​SPD. I DDR blev Bebel glorificeret som en revolutionær forløber for socialismen. De tilstødende boligområder, som blev skabt i den socialistiske æra, giver dette navn en særlig historisk betydning.

**Fritz-Reuter-Straße** mindes en nedertysk forfatter, der blev hyldet som "folkedigter" i DDR. Hans værker blev anset for at passe til den socialistiske ideologi. Der er også **Werner-Cords-Weg**, som mindes en antifascistisk modstandsmand og indtager en plads i regionens mindefortælling.

Selvom mange af disse gadenavne er dybt forankret i hverdagen i Parchim, forbliver deres ideologiske oprindelse ofte uklar. Efter genforeningen blev mange byer omdøbt, men Parchim var præget af en vis grad af tilbageholdenhed. Mens nogle andre steder højlydt udtrykte deres utilfredshed med SED-fortiden og omdøbte adskillige gader, blev navnene i Parchim simpelthen afideologiseret. Den historiske betydning er stort set falmet ind i hverdagen.

Et kig på Østtyskland

Kommunistiske gadenavne er stadig et problem i hele Østtyskland. De Hubertus dreng viser, at mange gader stadig er opkaldt efter SED-ikoner, herunder den fremtrædende Ernst-Thälmann-Straße, som endda har 613 gadeskilte. Disse navne har bestået gennem den fredelige revolution i 1989 og genforeningen, der fulgte. Brugen af ​​vejnavne afspejler forholdet til SED-diktaturet og giver et indblik i vanskeligheden ved at komme overens med sin egen historie.

Til sammenligning er der kun få gader i Parchim, der minder om modstanden mod SED. Det folkelige oprør i 1953 hyldes kun af 16 gader, hvilket illustrerer, hvor sjældent dissidenternes minder finder deres plads i det offentlige rum. Denne udvikling kan også ses i de større byer i Østtyskland, hvor utilfredshed med kommunistiske vejnavne i mange tilfælde førte til langvarige stridigheder, som i Berlin, hvor den folkelige opstands plads blev omdøbt efter svære forhandlinger.

I Parchim forbliver historiske minder i live gennem gadenavnene. De er en del af bylivet og et tegn på, at ændringen i idealer og erindringer ofte er en gradvis proces.