Ulven i Niedersachsen: Et kontroversielt emne mellem landmænd og politikere!

Ulven i Niedersachsen: Et kontroversielt emne mellem landmænd og politikere!

Siden dens genindvandring til Nordvesttyskland har ulven været et eksplosivt emne, der har sat sindene op hos folk. Hvem ville have troet, at tilbagekomsten af ​​et dyr, som man troede var udryddet i over hundrede år, ville forårsage så meget kontrovers? Ulven dukkede op i regionen i slutningen af ​​2014, hvilket blev dokumenteret på en økologisk gård i Großenkneten. Siden da er tingene fortsat turbulent: talrige observationer og revner af husdyr opstod i distrikterne Oldenburg, Vechta og Cloppenburg. Alene mellem december 2014 og februar 2015 blev næsten 60 husdyr dræbt i Vechta-distriktet, herunder rapporter om en "Goldenstedt problemulv" i efteråret 2015.

Situationen forblev anspændt i årene efter. I 2017 blev de første ulveangreb rapporteret i Friesland og Wesermarsch, og en ulv dukkede op i Ammerland, mens en anden blev skudt ulovligt i oktober 2017. Opmærksomheden blev endda henledt på en udstoppet ulv, som forårsagede vagter i 2018. Men ulvene var ikke ledige; Fra 2019 til 2025 blev der dokumenteret en stigning i revner i flere amter, hvilket lagde et stort pres på landmændene. Dyrerettighedsaktivister og landbrug befandt sig i en endeløs konflikt, som ikke mindst blev drevet af det stigende antal besøgende på ulveobservationspladserne.

Presset på politikerne vokser

På baggrund af det stadigt stigende antal ulvedrab og de igangværende protester fra landmændene opfordrer foreninger som den tyske bondeforening (DBV) og den tyske jagtforening (DJV) nu til en kovending i forbundsregeringens ulvepolitik. I anledning af "Ulvens Dag" den 30. april 2025 appellerede de til regeringen om at gennemføre en effektiv ulveforvaltning og bruge det eksisterende råderum til at regulere ulvebestanden. Bernhard Krüsken fra DBV kritiserer den høje ulvebestandstæthed i Tyskland, der udgør omkring 3.000 dyr, og rapporterer, at 6.000 husdyr bliver dræbt hvert år.

Krusken ser ulvens bevaringsstatus som opnået og efterlyser en officiel afgørelse, der skal resultere i en ændring af fredningsstatus i FFH-direktivet. Helmut Dammann-Tamke fra DJV bakker også op om dette synspunkt og opfordrer til, at ulven nedprioriteres på EU-niveau samt hurtig interventionsstyring i tilfælde af husdyrudbrud. Et andet centralt punkt i opfordringen er kravet om et øjeblikkeligt program til beskyttelse af græssende husdyr, som har mødt stor tilslutning fra de berørte dyreejere.

Manglende tillid til besætningsbeskyttelsesforanstaltninger

Ifølge Dr. Ifølge Kay Ruge fra det tyske distriktsforbund (DLT) er den nuværende ledelse groft utilstrækkelig. Han ser den dalende accept af ulve, især i Østtyskland, og understreger, at offentligheden skal informeres mere om problemerne i landbruget med ulve. Jens Schreinecke, en dyreejer fra Brandenburg, beskrev også, at der på trods af gennemførte besætningsbeskyttelsesforanstaltninger stadig er adskillige problemer og opfordrede til mere aktiv besætningsbeskyttelse.

Fronterne mellem landmænd, jægere og samfundet ser ud til at være hårdere, men alle sider ved, at hvis der ikke gøres noget, kan kløften mellem dyre- og naturbeskyttelse på den ene side og landbrugets behov på den anden side vokse sig dybere. DBV taler om politisk modstand mod regulering og opfordrer til en øvre grænse på omkring 1.000 ulve pr. bestand.

Et skridt i den rigtige retning ser i hvert fald ud til at være taget: Med det nyligt indførte "SchaNa"-direktiv, der fremmer besætningsbeskyttelsesforanstaltninger, håber mange, at situationen vil lette. Denne regulering har dog mødt blandede reaktioner fra landmændene, som fortsat leder efter et pålideligt koncept til at sikre produktion og græssende husdyr. Det skal vise sig, om de ansvarlige politikere er klar til udfordringen, og om man kan gå en fælles vej, der ikke kun tager hensyn til ulvene, men også landmændenes interesser.

For fremtiden er det klart: For at øge accepten af ​​ulve blandt befolkningen er det kun en gennemsigtig og aktiv forvaltning, der yder retfærdighed til både naturen og landbrugets behov, der kan hjælpe. Vi kan kun håbe på, at der snart kommer en dialog, der fremmer en for længst efterspurgt forståelse af naturplejens og landbrugets komplementære udfordringer, så alle involverede kan finde en løsning.